Chinese Mandarin med Nicholas Cordrey i sadlen vandt overraskende Scandinavian Open på Klampenborg i søndags.

Chinese Mandarin med Nicholas Cordrey i sadlen vandt overraskende Scandinavian Open på Klampenborg i søndags.

Scandinavian Open

Jockey Nicholas Cordrey fra Nordsjælland blev den overraskende vinder af Scandinavian Open på Klampenborg Galopbane

Af
Af Carsten Bundgaard

Det gik ikke ligefrem efter bogen i galopløbet Scandinavian Open på Klampenborg Galopbane i søndags. Storfavoritten Peas And Carrots blev henvist til andenpladsen, selvom den fik kæmpet sig frem kort før mål. Men så kom den amerikanskfødte Chinese Mandarin strygende yderst i banen med jockey Nicholas Cordrey i sadlen. Nicholas Cordrey fik så god fart i hesten, at den spurtede forbi Peas And Carrots til sejr og 300.000 kroner.

"Jeg fik først sejrsforhåbninger omkring 100 meter før målet. Min hest og jeg havnede alt for langt tilbage, men det løste sig helt perfekt," smilede Nicholas Cordrey efter sejren.

På tredjepladsen fulgte feltets yngste hest. Den kun treårige Dan Tucket som bliver spændende at følge i fremtiden, mens Benny 'Abba' Anderssons hest Django kom i mål på en fjerdeplads.

Nicholas Cordrey, der hører til toppen af den skandinaviske jockeyelite, er søn af Klampenborg Galopbanes mangeårige championjockey Chris Cordrey. Det var ikke meningen, at sønnen skulle vær professionel som sin far, men han fik chancen, da han havde sikret sig en uddannelse, hvis det nu ikke gik lige efter bogen på ryggen af fuldblodshestene.

Siden er det gået særdeles godt for Nicholas Cordrey. Han har vundet både Dansk Derby og Svensk Derby og mange øvrige storløb, og nu kom også Scandinavian Open ind i samlingen.

Rytteren har desværre haft flere skader undervejs i karrieren. Skader som har tvunget ham til pauser fra løbene.

"Jeg har senest haft en håndskade," fortalte Nicholas Cordrey.

Vinderhesten trænes i Stockholm af Erna Van Doorn. Hun smilede også om kap med solen efter den flotte, overraskende sejr.

"Det er nok det største, jeg har opnået. Vi havde ellers store kvaler med hesten i transporten mod Danmark. Den var ikke meget for den lange rejse," sagde Erna Van Doorn.

Klampenborg Galopbane har løb igen lørdag eftermiddag fra klokken 14.15.


redaktion@pola.dk



Publiceret 07 August 2008 03:00