Skovshoveds John Frederiksen ses her i en tæt tango med en B93-forsvarsspiller på Østerbro Stadion. Foto: Christian Midtgård

Skovshoveds John Frederiksen ses her i en tæt tango med en B93-forsvarsspiller på Østerbro Stadion. Foto: Christian Midtgård

Nulløsning over hele linjen

Hverken HIK, Skovshoved eller GVI kunne finde vej til netmaskerne, og da deres respektive modstandere heller ikke kunne, endte det tre gange 0-0 for kommunens øverstplacerede fodboldhold

Af
Ole Tradsborg

HIK spillede fejende flot og offensivt på Frederiksberg i forrige runde. Kombinationerne flød, så det var en lyst, men knap så sprudlende var det fredag aften, hvor holdet hjemme tog imod Slagelse.

Anfører Jonas Hebo Rasmussen ærgrer sig - og må også have undret sig - over, at HIK faldt så meget i kadence i forhold til sidste uges sprudlende spil på Frederiksberg. Arkivfoto

Anfører Jonas Hebo Rasmussen ærgrer sig - og må også have undret sig - over, at HIK faldt så meget i kadence i forhold til sidste uges sprudlende spil på Frederiksberg. Arkivfoto

Og her endte det uden scoringer efter et opgør, hvor HIK gjorde det ekstra svært for sig selv, da Andreas Lissau fik marchordre i de døende minutter af første halvleg. HIK's 10 mand klarede dog et point hjem, og med det overnattede HIK på andenpladsen i rækken, men faldt til tredjepladsen, da Vanløse sejrede i deres kamp.

HIK spiller kommende weekend på udebane mod Hillerød, mens næste hjemmekamp er en ny aftenkamp hjemme i det, der meget vel kan blive et nyt topbrag, når netop Vanløse kommer på besøg fredag den 27. september kl. 19.

Målløst på Østerbro

Sidst Skovshoved var på Østerbro, var der mål i massevis. Opgøret i oktober sidste sæson endte 3-3 efter især en sprudlende Simon Bræmer havde ført sig fornemt frem. Hans målnæse savnes fortsat i SIF, selv om Bræmer nu videregiver dessiner fra sidelinjen sammen med cheftræner Claus Larsen og træner Denni Conteh.

Sammen kunne trænertrioen se, at B93 og SIF lukkede hinanden ned i bundbraget, og derfor måtte Skovshoved på ny notere sig uafgjort. Skovserne spiller hjemme lørdag, hvor modstanderen er Frederiksberg-mandskabet FA 2000.

Der er kickoff på Krøyersvej kl. 15.

Ny nedtur i Nymosen

Heller ikke mod oprykkerne og naboerne fra KFUM lykkedes det for GVI at lande tre hjemme-point. GVI er på det seneste resultatmæssigt gået fra slemt til værre, og derfor var håbet hos cheftræner Søren Fjorting ubetinget en sejr over KFUM.

Men sådan skulle det langt fra gå, og GVI er nu sejrsløse siden udekampen i premiererunden mod Greve.

Positivt var det at se, at anfører Oliver Østgaard langt om længe fik kamptræning, idet han blev noteret for de sidste 20 minutter.

GVI skal i ilden igen lørdag, hvor det ude gælder mødet med AB Tårnby.

Næste hjemmekamp er mod Frederikssund lørdagen efter i noget, der vel kun kan betegnes som et must-win-opgør for GVI, der ligger næstsidst i den lille række.

Publiceret 16 September 2019 15:27