Casper Folsach ses her nr. to fra venstre, da han vandt sølv i parløb ved bane-VM i marts 2019. Foto: Czarek Sokolowski, Ritzau/Scanpix

Casper Folsach ses her nr. to fra venstre, da han vandt sølv i parløb ved bane-VM i marts 2019. Foto: Czarek Sokolowski, Ritzau/Scanpix Ritzau Scanpix

Gentofte-rytter må prioritere sit helbred over sine sportslige mål

OL-håbet Casper Folsach har valgt at trille cyklen i garage efter råd fra lægerne. Han har dog ikke opgivet drømmen om at vende tilbage

En af verdens bedste baneryttere, 26-årige Casper Folsach fra Gentofte, har besluttet at sætte sin karriere på stand by på grund af problemer med sit hjerte. Det skriver TV2 Lorry.

Casper Folsach har både vundet en OL-medalje og seks VM-medaljer i sin karriere, men det mest sandsynlige er, at der ikke kommer flere.

Casper Folsach har kontrakt med det danske hold Team ColoQuick, og på holdets Facebook-side forklarer han sin svære beslutning:

"Jeg har konsulteret nogle af de bedste læger på området i Danmark og fået stor hjælp af Lars Juel, som har meget erfaring fra cykelsport, fra bl.a. VM og Danmark Rundt, og alle anbefaler, at jeg holder en pause med cykelløb. Men jeg har ikke opgivet alt håb og er derfor klar til at få en second opinion fra udenlandske læger", siger han og tilføjer:

"Jeg har trods alt brugt tæt på 20 år af mit liv på at blive en dygtig cykelrytter, men mens mit liv som cykelrytter er sat på pause, mener jeg, at alle muligheder, måske gennem en operation, skal undersøges."

Casper Folsach skulle fra næste sæson have kørt for det norske prokontinentalhold Uno-X, og han var også udset til at få en stor rolle ved OL næste år.

"Det har været en bitter pille at sluge, fordi jeg havde set frem til de næste to år," siger Casper Folsach i Facebook-opslaget.

Banelandstræner Casper Jørgensen udtaler sig også på Facebook-opslaget:

"Det er meget trist at se en så stærk rytter stoppe på den måde i en så ung alder. Han står midt i en utrolig flot karriere, hvor han allerede i en meget ung alder har opnået ting, både nationalt og internationalt, som kun ganske få cykelryttere har prøvet," siger han. jbl

Publiceret 25 September 2019 16:38