Gentofte Volley kom solidt fra start i debutkampen i den nye sæson. Arkivfoto

Gentofte Volley kom solidt fra start i debutkampen i den nye sæson. Arkivfoto

Gentofte brugte alle spillere i pligtsejr over Amager

Sæsonpremieren for Gentofte Volley blev vel overstået med en 3-0 sejr på udebane

Amager er spået en plads i den nederste del af Volleyligaen. Gentofte er blandt favoritterne til at vinde danmarksmesterskabet. Det var de kolde fakta før dagens kamp i Sundbyhallen.

Det var til at få øje på i kampens første sæt, som Gentofte-holdet sad på fra først til sidst. 25-11 til favoritterne, som fortsatte, hvor de slap i begyndelsen af andet sæt. Der var ikke gået mange minutter, før der stod 15-4 i Gentoftes favør på stillingstavlen.

Gentoftes nye cheftræner, amerikanske Dan Pawlikowski, havde fået en stor udfordring kort før kampen, da holdets eneste libero, Ibrahim Alievski, måtte melde afbud. Hvem skulle nu tage liberopladsen?

Gentofte startede med anfører Sebastian Mikelsons som spilfordeler, Tobias Hougs Kjær og Mads Møllgaard på kanterne, Rasmus Mikelsons og Frederik Dahl på midten samt unge Ulrik Dahl på diagonalen.

Minsandten om ikke Anders Hartmann havde iført sig liberotrøjen og blev erstatning for bundrutinerede Alievski. Dan Pawlikowski var uhyre tilfreds med sit valg efter kampen:

"Jeg må indrømme, at det gav mig lidt hovedbrud at finde den rigtige løsning på liberopladsen. Men så er det fint at se, at mine spillere kan få det til at fungere, selv om vi bliver nødt til at finde på noget radikalt nyt," bemærkede cheftræneren efter sin første optræden med ansvar for Gentoftes regerende danmarksmestre.

Der blev spilletid til alle i Gentofte-truppen. Det betød debut på banen for Gentoftes ligahold til både Nicolai Houmann og Bertram Rygaard-Rasmussen. Landsholdsspilleren Nicolai Houmann viste klassen, selv om Gentofte-favoritterne blev presset af det godt kæmpende hjemmehold i løbet af andet sæt. Med cifrene 25-20 vandt Gentofte andet sæt. I tredje sæt gjorde Amager-holdet, hvad det kunne mod overmagten. 25-18 til Gentofte.

Der er premiere på hjemmebane i volleyarenaen i Kildeskovshallen lørdag, hvor Middelfart kommer på besøg. Kampstart kl. 15. jbl

Publiceret 30 September 2019 19:01