Elegante Sebastian Elvang tabte nok hovedet lidt i duellen mod Brønshøjs Gustav Therkildsen, der betød, at begge spillere blev smidt ud. Elvang lod også fødderne tale, og han havde bl.a. et glimrende forsøg på frispark. Arkivfoto: Ole Tradsborg

Elegante Sebastian Elvang tabte nok hovedet lidt i duellen mod Brønshøjs Gustav Therkildsen, der betød, at begge spillere blev smidt ud. Elvang lod også fødderne tale, og han havde bl.a. et glimrende forsøg på frispark. Arkivfoto: Ole Tradsborg

Skovshoved fik hvepsestik

Topholdet Brønshøj tog en favoritsejr på 1-0 i en kamp, hvor Sebastian Elvang så rødt

Af
Ole Tradsborg

Claus Larsens gameplan til kampen i Tingbjerg var givet at få skrabet et point med hjem til Skovshoved. Og det blev da også en lige kamp, hvor hjemmeholdet og favoritterne alligevel endte med at sejre - deres tredje sejr i streg.

Første halvleg havde forsøg i begge ender, det bedste SIF-forsøg kom fra Sebastian Elvang efter frispark.

0-0 var resultatet ved pausen, hvor Skovshoved syntes i kontrol med tingene.

Men Brønshøj er et klassehold, og på en ny stor chance kom målet til 1-0. Målet midtvejs i anden halvleg blev flot sat ind af 'Hvepsenes' topscorer Kevin Bechmann Timm, der langt udefra headede ind over alt og alle - også Frederik Mehder i SIF-buret, der ellers havde stået en god kamp, men i situationen nok kom lidt på mellemhånd.

Dramatisk afslutning

Mod slutningen af kampen opstod tumult, da den tidligere HIK'er Gustav Therkildsen og Sebastian Elvang 10 minutter før tid tørnede sammen i en tackling, hvor Therkildsen syntes, han blev trådt på af Elvang.

Efter lidt håndgemæng fik begge spillere marchordre, og dermed er Skovshoveds bedste mand i karantæne, inden et nyt vitalt brag lørdag, hvor BK Frem kommer på besøg.

Til det opgør kan cheftræner Claus Larsen dog så glæde sig over, at John Frederiksen og Marco Sander igen er karantænefri. Men om det er nok til sejr, at de to er tilbage, vil kun tiden vise.

Der er kick-off på Leo Ground lørdag kl. 15.

Videoen i denne artikel stammer fra Ekstra Bladet, som vi samarbejder med.

Publiceret 30 September 2019 16:12