Anfører Oliver Østgaard ses i midten, Mathias Veltz til højre. Begge spillede solidt. Foto: Ole Tradsborg

Anfører Oliver Østgaard ses i midten, Mathias Veltz til højre. Begge spillede solidt. Foto: Ole Tradsborg

GVI gentog kunststykket

Vangede-holdet sejrede 1-0 over Greve i en tæt match, der blev ganske underholdende i anden halvleg

Af
Ole Tradsborg

På GVI's nyanlagte kunstbane tog holdet sin anden hjemmesejr i træk, da gæsterne fra Greve blev sendt hjem med det smalleste nederlag i bagagen, nemlig 0-1. De sparsomt fremmødte tilskuere skulle dog igennem noget af en ørkenvandring i første halvleg, inden glædesbrølet kunne gjalde midtvejs i anden halvleg.

Her lykkedes det nemlig for GVI at få presset spillet op på gæsternes banehalvdel, hvor især en veloplagt Mathias Veltz, der lå helt i front, arbejdede stenhårdt om hver eneste bold. Det samme gjorde Emelio de Lorenzo, som udviste et stort arbejdsraseri og som også kom frem til et par halve chancer.

Det var dog Veltz, der blev noteret som målscorer og senere matchvinder, da han med en stor pose held kunne se sin afslutning kravle ind over stregen i det 65. minut.

Mathias Veltz er den lille i denne situation, men endte som den store i kampen mod Greves målmand. Foto: Ole Tradsborg

Mathias Veltz er den lille i denne situation, men endte som den store i kampen mod Greves målmand. Foto: Ole Tradsborg

Hans skud havde såmænd fart nok på, men Greve-keeperen fik blokeret afslutningen, der dog alligevel havde kraft nok i sig til at snige sig over stregen. Dermed lavede GVI en 'sniger' for anden kamp i træk at bemærke.

På sidelinjen jublede cheftræneren, om end det var hørbart, at han mente målet var max-heldigt. Men også, at han da tog det med. Alt er velkomment i GVI for tiden, der er i gang med en genopbygning efter et langt, sejrsløst efterår.

"Et mål er et mål," konstaterede han. Og det havde han jo så evig ret i.

Optimisme i GVI

Efter scoringen lagde GVI et kortvarigt, tungt tryk mod Greve, og det kunne også være blevet til en yderligere scoring, hvis ikke træværket minutter efter scoringen stod i vejen for Frederik Madsen.

Det kunne også være sket, hvis GVI-holdet havde fået tildelt straffe senere i kampen. Igen var Mathias Veltz hovedperson.

Han blev kantet i en en-mod-en-situation, men dagens opmand mente ikke, det skulle takseres til straffe, men derimod gule kort til GVI for protester over det ikke-dømte straffe..

Frederik Madsen har sendt et hovedstød mod mål, der dog rammer stolpen i stedet for at gå i mål. Foto: Ole Tradsborg

Frederik Madsen har sendt et hovedstød mod mål, der dog rammer stolpen i stedet for at gå i mål. Foto: Ole Tradsborg

Kampen var nu åbnet godt op og fyldt med nerve, hvor GVI lukrerede på chancen, mens gæsterne fra Greve havde bolden meget.

De kom også frem til flere afslutninger, men ingen havde den afgørende farlighed, og var der optræk til fare, viste Mikkel Gram-Jensen stor sikkerhed i GVI-buret.

Og derfor endte det noget så sjældent med den anden sejr i træk for GVI, der nu langt om længe igen er ved at have reel kontakt med midterfeltet og dermed også kan øjne den brede streg, der skiller holdet fra et kulsort nedrykningsscenarie.

Så galt kommer det næppe til at gå, dertil er kvaliteterne på GVI's mandskab alligevel for store.

Det sås eksempelvis hos Andrew Kakooza, der er en af de nye i GVI denne sæson, og som spillede med både kløgt og optimisme på sin plads i venstre forsvarsside, hvorfra der også var plads til mange raids op ad banen.

Og således spirer og gror optimismen hos Vangedes fodboldstolthed, der næste uge tager turen til Karlslunde, der er placeret på 2. pladsen.

Publiceret 07 October 2019 18:11