Anfører Frederik Larsen fik den største chance, da han efter den halve time skød straffespark. Men skuddet endte forbi mål, og herefter gik det voldsomt ned ad bakke for SIF, der tabte 0-4. Foto: Ole Tradsborg

Anfører Frederik Larsen fik den største chance, da han efter den halve time skød straffespark. Men skuddet endte forbi mål, og herefter gik det voldsomt ned ad bakke for SIF, der tabte 0-4. Foto: Ole Tradsborg

Skovshoved fik klø af Frem

Det startede godt, men endte rigtigt skidt, da skovserne blev kørt helt baglæns af Frem, der sejrede 4-0

Af
Ole Tradsborg

"Det sku' være så godt, men så' det faktisk skidt..."

Sådan starter 'Sangen om Larsen', og den kunne hjemmepublikum på Leo Ground nynne for sig selv, da SIF-anfører Frederik Larsen efter den halve time løb til straffesparkspletten for at bringe Skovshoved på en sjælden sejrskurs.

Muligheden kom efter, at skovserne fik tildelt straffe på grund af hands i feltet fra en Frem-spiller. Der var ingen protester at spore i Frem-lejren, hvorfor dommen virkede helt rigtig.

Men straffesparket blev skudt forbi mål, og så blev det skidt. Rigtig skidt!

For det, der kunne have givet et rigtig stort boost af tiltrængt selvtillid, blev i stedet en oplevelse med stort, negativt fortegn, og det var gæsterne fra Frem klar til at lukrere på.

Første gang 10 minutter efter det brændte straffe, hvor Frem på en hurtig kontra, og en efterfølgende afslutning fra en meget spids vinkel, scorede i det korte hjørne under Frederik Mehder, og dermed stod det 0-1 på den imaginære måltavle.

Nedtur fortsatte efter pausen

Claus Larsen har sikkert talt dunder i omklædningsrummet i pausen til sine spillere, der som sådan stod godt på banen, men slet ikke så godt som gæsterne. Og da tendensen fortsatte ind i anden halvleg, skød Frem'erne sig mere og mere varme på Stig Brylle Petersen, der havde erstattet Frederik Mehder i pausen, øjensynligt grundet sygdom hos Mehder.

Brylle kom straks i ilden, da der i halvlegens første minut igen blev skudt med skarpt fra de ditto skarpe Frem-angribere i en sekvens, der var som taget ud af et flipperspil.

Den tidligere Frem-spiller Simon Skibsted arbejdede fortrinligt i første halvleg, men faldt - lige som en masse andre SIF'ere - voldsomt i niveau efter pausen. Foto: Ole Tradsborg

Den tidligere Frem-spiller Simon Skibsted arbejdede fortrinligt i første halvleg, men faldt - lige som en masse andre SIF'ere - voldsomt i niveau efter pausen. Foto: Ole Tradsborg

Efter et kvarter måtte han kapitulere, da Frem på en skarp kontra afsluttede ved, at den scorende angriber køligt løftede bolden over Brylle. 10 minutter senere fik Skovshoved dødsstødet, og ydmygelsen blev total tre minutter før tid, hvor slutresultatet 0-4 var en kendsgerning.

Der henstår nu en opgave af David-Goliat'ske dimensioner, når Skovshoved skal til rækkens absolutte tophold Helsingør fredag aften.

Hvordan den kage skal skæres, ser temmelig svært ud for Claus Larsen, der nok har brug for mindst et mirakel eller to, hvis ikke hans hold skal lide en meget krank skæbne i Sundbyen.

Publiceret 07 October 2019 16:08