Med scoringen til 2-0 på straffe - for anden kamp i træk, sørgede anfører Jonas Hebo Rasmussen igen for 3 point til HIK. Foto: Ole Tradsborg

Med scoringen til 2-0 på straffe - for anden kamp i træk, sørgede anfører Jonas Hebo Rasmussen igen for 3 point til HIK. Foto: Ole Tradsborg

SE VIDEO: HIK pligtsejrede mod FA 2000

I en lidet ophidsende kamp gjorde HIK, det der var nødvendigt for sejr. Kampen blev vundet 2-0

Af
Ole Tradsborg

Da HIK og FA 2000 i sidste måned mødtes på Frederiksberg, var HIK skarpe fra start til slut.

Det samme kan ikke siges om lørdagens kamp, måske fordi kunstbanen på Gentofte Sportspark visse steder var ramt af det voldsomme regnskyl dagen før.

Derfor skøjtede begge hold lidt rundt, men i første halvleg havde HIK to meget store chancer.

Begge forsøg blev dog skudt direkte på FA-keeperen.

FA 2000 stak også næsen frem et par gange før pausen, men opnåede kun et potentielt angreb, der kunne have været blevet rigtig farligt.

Hul på bylden efter pausen

Efter pausen blev begge hold mere direkte i spillet, faktisk allerede efter 10 minutters spil.

Her fik HIK frispark lidt uden for feltet i højresiden, og Mathias Mejer Knudsen smækkede kuglen hårdt og fladt ind foran mål, hvor med- og modspillere kom stormende.

Ingen nåede dog at røre bolden, der derfor røg i mål bag en prisgivet keeper, der dog ikke kunne klandres for målet.

Yderligere 10 minutter senere afgjorde HIK reelt kampen, da Jonas Hebo Rasmussen scorede usvigeligt sikkert på et dog meget tyndt dømt straffe.

Hvis FA-spillerne følte sig bortdømt her, forstod man dem godt.

De forsøgte herefter at presse en smule spænding tilbage i opgøret, men HIK's defensiv stod stensikkert, og de få afslutninger der var inden for rammen, tog keeper Sebastian Sørensen sig stensikkert af.

Det kunne måske endda også have være blevet 3-0, hvis HIK igen havde fået straffe i en situation, hvor Andreas Smed faldt i feltet, men denne gang dømte Frida Mia Nielsen for film mod Smed, der i stedet fik et gult kort ud af anstrengelserne.

Tilbage stod at HIK glimtvist leverede varen, og nu for alvor bider sig fast i den rigtige ende af tabellen.

Næste kamp er lokalopgør ude mod sårede Skovshoved.

Kickoff sker på Leo Ground i Skovshoved - hvis baneforholdene tillader det - lørdag 19. oktober kl. 15.

Video er fra Ekstra Bladets site for 2.divisionsfodbold

Publiceret 14 October 2019 15:09