16-årige Holger Rune ligger nu nummer et på juniorverdensranglisten i tennis. Pressefoto

16-årige Holger Rune ligger nu nummer et på juniorverdensranglisten i tennis. Pressefoto

HIK's Holger er verdens bedste

Søndag snuppede 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune fra Hellerup Idrætsklub førstepladsen på juniorverdensranglisten i tennis

Tennistalentet Holger Vitus Nødskov Rune, der til daglig spiller i HIK, ligger nu nummer et på juniorverdensranglisten. Det sker, efter han i søndags slog franske Harold Mayot i finalen ved ITF Junior Finals.

ITF World Tennis Tour Junior Finals, som er turneringens fulde navn, er forbeholdt årets otte bedste juniorer i verden. Ligesom ved seniorernes sæsonfinaler spilles der to indledende puljer med fire spillere efterfulgt af semifinaler og finaler.

"Det er en vanvittig flot præstation, som Holger har leveret. Alle modstandere ved ITF Junior Finals er fra allerøverste hylde, så man skal virkelig være klar til hver kamp. Jeg har virkelig været imponeret over Holgers mentale niveau i den her uge," siger sportschef i Dansk Tennis Forbund Jens Anker Andersen i en pressemeddelelse.

Unge kometer

Holger Rune er den første mandlige danske tennisspiller i dette årtusinde, der indtager toppen af juniorverdensranglisten.

Kristian Pless nåede til tops på verdensranglisten i 1999. Tidligere i år tilbragte Clara Tauson, der tidligere spillede for HIK, flere måneder øverst på pigernes verdensrangliste, efter hun vandt Junior Australian Open i januar.

shp

Publiceret 28 October 2019 19:41