Det bliver måske helt bogstaveligt igen gyldne tider i Gentofte Stars, når holdet - forhåbentlig - spiller i Metalligaen i næste sæson. Arkivfoto

Det bliver måske helt bogstaveligt igen gyldne tider i Gentofte Stars, når holdet - forhåbentlig - spiller i Metalligaen i næste sæson. Arkivfoto

Ishockey: Gentofte Stars har måske gang i noget stort

Det lokale ishockeyhold Gentofte Stars har fået en vanlig god start på 1. Division. De regerende mestre er nu også begyndt at kigge videre opad - mod landets bedste række. Investorer står klar i kulissen

Af
Ole Tradsborg

fremgang Gentofte Stars var for en kort årrække siden et herligt bekendtskab i landets bedste ishockeyrække, Metalligaen. Men flotte sølvmedaljer blev afløst af økonomisk kollaps, og holdet blev ikke godkendt til at fortsætte ishockey på øverste hylde, og blev tvangsnedrykket til 1. Division. Her gjorde man det fremragende sidste år, hvor rækken blev vundet.

Men om en gentagelse af et comeback til ishockey på øverste hylde har der været stille. Lige indtil nu.

For de semi-professionelle tanker er blevet vækket til live igen i klubben, hvor en ny kreds af investorer nu er klar til at søge om optagelse til Metalligaen 2020/2021 i april måned 2020..Grundformen pudses af i 1. Division.

Imens buldrer de lokale stjerner af sted i 1. Division, hvor holdet ligger lunt placeret. Lørdag eftermiddag blev Frederikshavns reservehold sendt retur med en lussing på 9-2 i bagagen.Holdet ligger pt på en tredjeplads i Østrækken, men har spillet færre kampe end de to hold (Rødovre og Gladsaxe), der ligger placeret over Stars Meget tyder derfor på, at 1. Divisionsmandskabet er ved at blive kørt i stilling til at tage et step opad til næste sæson.

Kritiske spørgsmål

Men hvordan sikres, at klubben ikke oplever en ny rutchebanetur, á la den, for to år siden? Et af svarene er bl.a. en stærk erhvervsklub. Direktør i Gentofte Stars Elite Jesper Duus udtaler uddybende således:

"Erhvervsklubben i Gentofte Stars Elite besluttede tidligt, at de ville genetablere det professionelle hold, som skulle spille i Metalligaen. Gruppen af erhvervsledere, med Jan Grænge i spidsen, har løbende haft kontakt til Gentofte Stars Forening (U-afdeling), som også ser dette som et mål, for at kunne fastholde og tilgodese de unge talenter, som fostres i Ungdomsafdelingen. Selvfølgelig har de stillet de kritiske spørgsmål, og det er essentielt for alle parter, at dette er et bæredygtigt projekt - også på den lange bane," siger han og afslører, at man faktisk allerede havde håbet at have et lokalt hold i Metalligaen allerede fra denne og nu igangværende sæson.

Men sådan er det som bekendt ikke sket.

"Det var som udgangspunkt målet at Gentofte Stars Elite skulle have deltaget i ligaen i denne sæson, men pga. administrative processer, som var ude af ledelsens hænder, blev klubben ikke optaget i Ligaforeningen og blev derfor aldrig testet af DIU´s (Danmarks Ishockey Unions) Licensudvalg. Det var naturligvis en stor skuffelse for disse ihærdige mennesker, men beslutsomheden forblev og vi er nu klar til at gøre et nyt forsøg, hvor det, i princip, kun vil være det økonomiske grundlag, som vil være en eventuel barriere", fortsætter han.

Talentfulde lokale Stjerner

At der også er et spillemæssigt materiale i klubben, er mange nok godt klar over. Men få ved nok, hvor mange talenter, der egentlig render rundt på klubbens mange ungdomshold, og som er klar til at tage et spring opad.

"Gentofte Stars Forening er blandt de største i dansk ishockey, ligesom vi har mange U-landsholdsspillere i den nuværende 1. divisions trup og de underliggende hold. Dette giver et unikt sportsligt fundament, hvilket er en af hjørnestenene i vores projekt", fortæller Jesper Duus og fortsætter:

"Vi vil skabe et udviklingsmiljø, hvor Gentofte Stars Elite vil have øjnene rettet mod de kommende talenter og lave udviklingsplaner for dem som måtte være aktuelle for spil i Metalligaen på sigt. Dette sikres via Karsten Arvidsen, som vil være Sportschef i begge konstellationer. Som oven nævnt anser vi miljøet som afgørende for processen, hvorfor fremtidige trænere og udviklingsstigen i ungdomsafdelingen er et vigtigt fokuspunkt. Hans job handler selvfølgelig om at sammensætte næste års professionelle trup, men lige så meget om at have styr over udviklingstempoet på de yngre spillere i Foreningen, så pladser bliver reserveret i truppen til potentielle emner næste sæson og året efter," lyder det fra manden i direktørstolen.

Fulde huse

Måske alle, der har været til ishockey i Danmark, ved, hvor intenst, der kan blive i en propfuld hal. Og lige så mange lokale har oplevet den manglende intensitet, der kan være, når man er sammen med 132 andre ishockeyfans en tirsdag aften i Gentofte. Jesper Duus håber, han kan knække koden, men ved godt, at det bliver op ad bakke at få fuldt hus hver gang.

"Gentofte har ikke tradition for at fylde hallen uge efter uge. Dette er naturligvis et vigtigt tema - selvfølgelig da det er en indtægtskilde, men ligeså meget for at skabe en intens stemning som hører til en ishockeykamp, til glæde for både spillere og de øvrige tilskuere. De fleste som ser en kamp live bliver ofte betaget af farten og netop den intense atmosfære, hvorfor vi selvfølgelig skal satse på, også, få nye tilskuere i hallen", slutter han.

Så mens Stars blæser derudaf i 1. Division, blæser nye vinde i kulissen, hvor der arbejdes stenhårdt på at skabe det økonomiske fundament, som er afgørende for deltagelsen i Metalligen 2020/21. Fra Jesper Duus lyder det, at målet er at have størstedelen af første års budget på kontoen i marts 2020, da den reelle optagelse skal ske den 1. april 2020.

Elitesatsningen vil Villabyerne selvfølgelig løbende følge op på.

Publiceret 18 November 2019 11:51